Historie

I de 25 år, der er gået siden NATO’sfjerde generalsekretær Manlio Brosio døde d.14 marts 1980, hardet strategiske miljø, som NATO opererer i, og de aktiviteter,Alliancen er inddraget i, forandret sig til ukendelighed. Ét af deaspekter ved NATO’s arbejde, som ikke har ændret sig, erprocessen til skabelse af konsensus. Det var netop på det område,hvor Manlio Brosio – en stille mand, der sjældent var ioffentlighedens eller mediernes søgelys – udfoldede sig i sinesyv år fra 1964 til 1971 som Alliancens leder.

Manlio Brosio blev født i 1897 og studerede jura ved Torinosuniversitet. Fascisternes magtovertagelse satte tidligt en stopperfor hans politiske interesse. Brosio, som var anti-fascist, vendtetilbage til den politiske scene i 1943 og blev for en kort tidItaliens vicepremierminister og siden (i 1945 og 1946)forsvarsminister. Efter Brosio fra 1947 til 1964 havde tjent somItaliens ambassadør i Sovjetunionen, Storbritannien, USA ogFrankrig, kom han til NATO og var særligt godt rustet til at tagesig af de spørgsmål, som var på Alliancens dagsorden dengang.Ifølge en bog, skrevet af de to historikere med speciale iNATO’s generalsekretærer under Den Kolde Krig, Robert S. Jordanog Michael Bloom, Political Leadership in NATO (WestviewPress, Boulder, CO, 1979), bevarede Brosio hele tiden et stærktønske om transatlantisk enhed og var en ægte leder ogrepræsentant for alle de allierede – store såvel somsmå.

Brosio var en venlig mand og skyede direkte konfrontationer iAlliancen, men koncentrerede sig i stedet om at være en effektivadministrator og arbejdede for at skabe konsensus via tålmodigtdiplomati og fortrolige forhandlinger. Brosio, som var ekstremtbelæst og havde stor sans for detaljer, kunne ankomme til NATOtidligt om morgenen og straks indlede arbejdet med alle depolitiske aspekter ved Alliancens operationer. Hans hjælperehusker hans enestående viden om aktuel politik, som han erhvervedesig og holdt ved lige gennem ivrig læsning af morgenens aviser.Hans morgenrutiner omfattede også tyske sprogstudier, hvilket hanmente var nødvendigt for at mere effektivt at kunne tjene alleAlliancens medlemmer.

Brosio-æraen var en særligt vanskelig periode for sammenholdet iAlliancen. Det var i den periode, at NATO ændrede sin strategisketænkning fra doktrinen om â€massiv gengældelse†til â€fleksibeltgensvar†og i kølvandet pÃ¥ uenigheden om den nye doktrinflyttede fra Paris til Bruxelles.

I sit forsøg på at forblive leder for alle 15 allierede opgavBrosio ifølge Jordan og Bloom midlertidigt sin formandspost forDet Nordatlantiske Råd. På den måde kunne den belgiskeambassadør ved NATO, André de Staercke, fungere som defacto formand for Rådet i forbindelse med forhandlingerne omNATO’s flytning til Bruxelles. I mellemtiden koncentrerede Brosiosig om at bevare tæt kontakt og åben kommunikation med alle deallierede og skabe enhed i NATO.

Samtidig med at NATO forberedte sig på at flytte til Bruxelles,opstod der uenighed i Alliancen om våbenkontrolforslagenevis-à -vis Sovjetunionen, og mange af de allierede fandt, atdet var nødvendigt med større konsultation i NATO. På opfordringfra den belgiske udenrigsminister Pierre Harmel indledte DetNordatlantiske Råd en analyse, der skulle nyvurdere NATO’sopgave og formål under Den Kolde Krig.

Harmel-rapporten, som var resultatet af denne analyse, og som toget Ã¥r at udarbejde, udstak en ny og revolutionær vej frem forNATO og konkluderede, at Alliancen havde to opgaver af lige storbetydning, nemlig forsvar og afspænding. Rapporten anbefaledesÃ¥ledes, at NATO bevarede sin traditionelle opgave i form afforsvar, og at det udviklede et nyt mÃ¥l i form af â€afspændingâ€.Det betød, at de allierede skulle forsøge at fremme mere stabilerelationer og tage hÃ¥nd om de underliggende politiske spørgsmÃ¥li forhold til Sovjetunionen, selvom de samtidig anerkendte, atSovjetunionen og Warszawapagten fortsat udgjorde en trussel, og atder var brug for militær afskrækkelse.

I dag betragter de fleste analytikere Harmel-rapporten som etafgørende dokument, der hjalp med til at udvide NATO’s opgave oggjorde det muligt for Alliancen at gå videre end kun at være enmilitær organisation og blive en diplomatisk sammenslutning, derogså havde politiske opgaver. I bogen NATO, The European Unionand the Atlantic Community: The Transatlantic BargainReconsidered (Rowan and Littlefield, Boulder, CO, 2002)tillægger Stanley R Sloan rapporten stor ære i forbindelse medbestræbelserne på at genoprette en bred strategisk konsensusblandt de allierede, i takt med at NATO udviklede sig og anvendteforskellige diplomatiske, politiske og militære tilgange somgarant for transatlantisk sikkerhed. Der kan heller ikke hersketvivl om, at Harmel-rapporten banede vej for NATO’s langt dybereændringer i opgaver, som fandt sted på Rom-topmødet i 1991, hvorde allierede godkendte det første strategiske koncept efter DenKolde Krig.

Det er interessant, at Brosio selv indledningsvist var skeptiskover for afspændingen. Det kan man læse i hans endnu uudgivnedagbøger, som er arkiveret i Foundation Luigi Einaudi i Torino, ogsom for øjeblikket undergår en redigering af den italienskehistoriker Bruna Bagnato fra Firenzes universitet. Brosio gav ikkedesto mindre Harmel-rapporten sin fulde støtte. Faktisk skabteBrosio både før og efter, de allierede formelt vedtog rapporten,transatlantisk samarbejde om våbenkontrol gennem sin diplomatiskeindsats inden for Alliancen. De amerikanske initiativer førtesenere til Ikke-spredningstraktaten (NPT) og den strategiskevåbenspredningsaftale (SALT).

Foruden indsatsen på ledelsesområdet inden for disse specifikkespørgsmål i NATO’s historie huskes Brosio som fortaler forforsvarsudgifter, for hans disciplinerede ledelse af møderne iRådet og hans viden om og respekt for diplomatisk protokol blandtde allierede. Brosio havde også evnen at bevare roen underspændte forhandlinger i Det Nordatlantiske Råd og viste sjældentfølelser selv under de mest oprevne diskussioner. Han vistenavnlig sine store evner i forbindelse med udarbejdelse afbeslutningsforslag ved at gøre brug af semantiske og politiskenuancer, når der skulle skabes konsensus i Alliancen.

I sine erindringer NATO: The Transatlantic Bargain(Harper and Row, New York. 1970) giver tidligere amerikanskeambassadør ved NATO Harlan Cleveland, som var udstationeret vedAlliancen, mens Brosio var generalsekretær, NATO’s fjerdegeneralsekretær fuld kredit for at udgøre den nødvendigeâ€politiske ingrediensâ€, nÃ¥r der skulle skabes konsensus om selvde sværeste spørgsmÃ¥l. Han forklarer dette med Brosiosforsigtige og velovervejede diplomatiske stil, som ofte bidrog tilat skabe en fælles forstÃ¥else og kommunikation blandt deallierede.

Brosio var en stor fortaler for NATO ambassadørernestorsdags-frokoster, hvor de faste repræsentanter kunne mødesunder uformelle former med henblik på at finde og udvikle fællespolitiske mål. I modsætning til sin efterfølger Dirk Stikkergjorde Brosio en del ud af at deltage i frokosterne, som på denmåde udviklede sig til at blive et vigtigt og enestående trækved NATO’s institutionelle maskineri.

Det lykkedes også Brosio at indlede et effektivt arbejdsforholdmed begge øverstbefalende for Europakommandoen, der tjente menshan var generalsekretær, nemlig de amerikanske generaler Lyman L.Lemnitzer og Andrew J. Goodpaster på trods af deres megetforskellige personlighed og ledelsesstil.

Fordi generalsekretæren kun kan øve indflydelse på NATO’sbeslutninger gennem sin formandspost i Det Nordatlantiske Råd ogikke har nogen form for formel myndighed eller magt i Alliancenspolitiske beslutningsproces, er der altid grænser for, hvadNATO’s leder kan gøre for at styre Alliancen i ny retning. Somså mange andre generalsekretærer kæmpede Brosio af og til for atblive hørt med det resultat, at man let kan komme til atovervurdere hans personlige betydning for Alliancens politik. Men ibetragtning af de komplekse strategiske udfordringer, som NATO stodoverfor i midten af 1960’erne, afslører hans historiskeeftermæle et ekstremt positivt billede af hans år ved NATO’sror. Den fingernemhed og det tålmodige diplomati, som Brosiotilførte posten, er færdigheder, som alle generalsekretærer børudvikle til at hjælpe Alliancen gennem forandringsperioder oguenigheder blandt de allierede.

Ryan C. Hendrickson er lektori statskundskab ved Eastern Illinois University og arbejder på enbog om NATO’s generalsekretærer.